Det var en aften i september 2003. Månen var rund og klar, og jeg vurderede, at det snart måtte være tiden for kinesisk høstfestival. For et avisbud er den slags aftener med måneskin de bedste. Normalt er der ikke andet, der skinner på de danske veje end lyset fra gadelygterne.

Jeg går med aviser i Højbjerg. Der er ikke så mange boligblokke, og de fleste huse er enfamilieshuse. Den nat var vejen helt oplyst af månen. Jeg cyklede af sted præcis klokken tre om morgenen for at hente aviserne, og jeg kunne tydeligt se min skygge mod vejen.

Da jeg havde hentet aviserne, kiggede jeg som sædvanlig først på adresselisten, og denne dag var der tilføjet et par nye abonnenter. Jeg beregnede i hovedet, hvor meget mere det ville give mig i løn. Der var en ny abonnent, der stod på en særskilt liste. Jeg kan stadig huske adressen, Jættersvej 1. Abonnentens navn kan jeg ikke huske. Jeg kendte de to veje ved siden af og vidste derfor, at denne vej måtte ligge op ad skoven. Der var kun én abonnent på vejen, og da denne boede i nr. 1, tænkte jeg, at huset måtte ligge tæt på krydset og derfor være nemt at levere aviser til.

Da jeg var på vej for at levere avisen til abonnentens hus på Jættersvej, var klokken blevet halv fem, og det var lige før daggry.

Vejret var fint, og mit arbejdstempo var helt i top. Jeg fandt vejskiltet, og hus nr.1 lå ganske rigtigt i krydset, hvor vejen begyndte. Jeg stillede min cykel på vejen, tog en Jyllands-posten og drejede til venstre ind til huset.

Et gammelt hus tårnede sig op foran mig i måneskinnet midt i en stor åben have. Det var et typisk dansk hus med en stor åben have, og huset havde i sølvskæret fra månen noget koldt, smukt og majestætisk over sig. Ikke desto mindre kiggede jeg ikke nærmere på huset på det tidspunkt, men skyndte mig hen til postkassen ved døren. Jeg foldede avisen sammen og smed den ind gennem brevsprækken.

Da jeg vendte mig om for at gå tilbage til cyklen, opdagede jeg det. På vej hen til stakittet kom jeg til at kigge ned på jorden og opdagede pludselig, at jeg kun havde en halv skygge. En halv skygge?

Månen var bag mig og ifølge min logiske tankegang, så skulle skyggen være hel, da huset bag mig på dette tidspunkt ikke kunne forhindre månelyset i at skinne på mig. Der skulle være en skygge på jorden fra fod til hoved, og den skulle følge hvert skridt jeg tog. Men da jeg stod der ved siden af stakittet, så var min skygge skåret af ved taljen. Jeg gik fremad et par skridt, og så kom skyggen af min underkrop lige så stille tilbage. Jeg befandt mig allerede et godt stykke på den anden side af stakittet, da min skygge blev hel.

Skyggen lå igen for mine fødder.

Da jeg syntes, det var helt utroligt, gik jeg tilbage mod stakittet. Det var som om, at der var noget mellem månen og mig. Det var ikke huset, da det lå for langt væk. Haven var så åben, at der heller ikke var noget der, der stod i vejen.

Jeg gik langsomt ind på den anden side af stakittet, og skyggen forsvandt lige så stille igen.

Jeg stillede mig midt i haven og kiggede på månen. Min skygge var helt forsvundet!

Jeg bemærkede, at huset heller ikke havde nogen skygge. Normalt burde husets tag kaste en skygge på jorden, men huset havde ingen skygge! I denne have var der intet, der havde en skygge. Stakittet havde heller ikke nogen skygge! Mit blod frøs straks til is, og jeg fik gåsehud over hele kroppen.

Jeg vendte omkring og styrtede ud af haven og hen mod vejkrydset. Da jeg løb ud af haven, kom min skygge frem igen. I måneskinnet løb min skygge også væk, og det så nærmest ud som om, den også flygtede fra dette sted.

Ved du hvad? Jeg kender kun to situationer, hvor man ikke kan se sin skygge. Den ene er, når man ligger på operationsbordet, og den anden er, når man er død. Man ser det tit i film, men jeg havde alligevel aldrig forestillet mig, at jeg i virkeligheden i skæret fra månen skulle opleve, at jeg ikke havde nogen skygge. Jeg så, at da jeg gik ind i haven, så forsvandt min skygge lige så langsomt, og til sidst var der kun skyggen af mit hoved tilbage, og et par meter længere fremme var der slet intet under mine fødder.

Da jeg havde afleveret alle aviserne, ville jeg lige tjekke adressen, men den stod ikke længere på listen. Alligevel kunne jeg tydeligt huske, at jeg virkelig havde afleveret avisen. Desuden manglede der en avis. Da det blev lyst tog jeg hen for at kigge på huset igen, men vejskiltet var væk, og der var intet mystisk ved huset i dagslys.

Under alle omstændigheder, så har jeg ikke siden hen afleveret aviser til huset, og hændelsen forsvinder derfor lige så langsomt fra hukommelsen. For at være helt ærlig, så kan jeg alligevel ikke undgå at blive helt skrækslagen, hver gang jeg kører forbi krydset.

Jeg cykler, alt hvad jeg kan for at slippe væk. Jeg tør ikke blive der længe.

tati
tati

旅居丹麦,深度影迷分子。

181 Comments

Leave a Reply